Det er sjældent hensigtsmæssigt at true folk - mindst alt dem man arbejder tæt sammen med - men i visse sager kan det være nødvendigt for at sikre sin virksomhed, f.eks. ved at opstille en konkurrenceklausul for sin medarbejder.
Læs også:
Konkurrenceklausuler kan dog være problematiske: For det første kræver det, at man betaler sin tidligere medarbejder halv løn i et år efter ansættelsens ophør, hvilket kan være en væsentlig omkostning - dog ofte betydeligt mindre end et evt. kundetab kunne koste.
En konkurrenceklausul stiller også et stort krav til medarbejderen, der kan føle sig stavnsbundet og truet med sanktioner og derfor måske ikke vil acceptere aftalen, hvis han/hun står med andre jobtilbud.
Man kan også indgå en aftale, baseret på den omvendte model, hvor medarbejderen forpligter sig til at betale et betydeligt beløb til din virksomhed, hvis han/hun tager dine kunder med sig ved ansættelsens ophør: En såkaldt 300 %-kontrakt stiller f.eks. krav til den tidligere medarbejder om, at han/hun betaler din virksomhed 300 gange det beløb, du taber i omsætning fra den tidligere kunde.
En sådan aftale vil formentlig afholde din tidligere sælger fra at tage dine kunder med sig, uden at han/hun føler sig stavnsbundet til din virksomhed. Den er samtidig lettere at håndhæve og beregne erstatningskrav ud fra end den traditionelle konkurrenceklausul.
Uanset hvilken klausul du ønsker at indgå med din medarbejder, er det vigtigt, at den bliver udfærdiget af en advokat. Der stilles mange formkrav til konkurrenceklausuler, og en lille kontraktfejl kan resultere i store tab for din virksomhed, hvis den gør aftalen ugyldig.




