Et generationsskifte er forbundet med en hel del administrativt arbejde, idet myndighederne stiller krav til procedurer og rapportering. Ved ethvert generationsskifte er det kritisk, at eventuelle tidsfrister for indsendelse af ansøgninger, dokumenter m.v. til offentlige myndigheder, herunder skattemyndighederne, overholdes.
Tilsvarende er det væsentligt at være opmærksom på lovregler og andre offentlige forskrifter, der bliver aktuelle som følge af ændringer i virksomhedens selskabsstruktur, ledelse, aktivitet m.v. F.eks. vil omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab eller børsnotering af et selskab medføre betydeligt større oplysningskrav, end virksomheden hidtil har været vant til. Ejer og ledelse skal være parate til at implementere og overholde disse regler. Det kan i praksis være en vanskelig omstillingsproces for virksomheden.




