Privatøkonomiske overvejelser

Som en del af de indledende overvejelser om et muligt generationsskifte og om den fremtidige ledelse og ejerskab til virksomheden må den nuværende ejer tage hensyn til en lang række forhold af privatøkonomisk karakter efter

generationsskiftet. Det gælder f.eks.:

  • Krav til fremtidigt privatforbrug som den nuværende ejer mener, han har brug for. Herunder en vurdering af, hvilket beløb der skal komme fra den solgte virksomhed (hvordan kan beløbet fremkomme ud fra det afkast, der forventes fra salget?)
  • Muligheder for at tilvejebringe den nødvendige fremtidige indkomst til dækning af fastsatte krav, f.eks. i form af arbejdsindkomst (eventuelt fra virksomheden), pensionsudbetalinger, formueafkast m.v.
  • Krav til vederlaget for virksomhedsoverdragelsen, herunder til periodisering af betalinger (afdrag og renter)
  • Fordeling af ægtefællernes formue mellem arvingerne, eventuelt overvejelser om gaveoverdragelse i levende live, stiftelse af fond m.v. (ægtepagt og testamente)

Ofte fremkommer en væsentlig del af opsparingen til pensionering ved generationsskiftet. Det kan være hensigtsmæssigt, fordi virksomheden og den nye generation herved pålægges betydelige gældsforpligtelser. Alternativet kan være i tide at sikre en privat opsparing enten i form af pensionsordninger eller likvid formue i øvrigt.

Det er på samme tid vigtigt at gennemgå de eksisterende pensionsordninger. Udbetalingerne fra de eksisterende ordninger må vurderes sammen med et eventuelt afkast fra virksomhedsoverdragelsen. Hvis de samlede udbetalinger skønnes ikke at være tilstrækkelige til opretholdelse af virksomhedsejerens ønskede levestandard efter generationsskiftet, har virksomhedsejeren mulighed for at foretage supplerende indbetalinger på de eksisterende pensionsordninger eller for at oprette nye pensions- og forsikringsordninger.