For den enkelte virksomhedsejer er mulighederne for et generationsskifte desværre ofte præget af uoverskuelighed og meget konkrete vanskeligheder. En forretningsoverdragelse kan ofte være omfattende, og et generationsskifte er en proces, der kan strække sig over flere år. Det er ofte en fordel og kan ligefrem være nødvendigt med en lang tidshorisont. Tid er en afgørende faktor, og en god planlægning kan afhjælpe de største frustrationer og sikre en succesfuld overdragelse, som alle parter kan være tilfredse med. Ved at overveje overdragelsen af virksomheden til den kommende ejer og leder i tide kan man tilmed lette de økonomiske vilkår for begge parter mest muligt.
Overvejelser om generationsskifte bør altid tage udgangspunkt i virksomheden. Det skyldes, at virksomhedens fremtidige indtjeningsmuligheder normalt er afgørende for både den nuværende ejers og den nye ejers eksistensgrundlag. Inden man som virksomhedsejer begynder at planlægge et generationsskifte, bør man dog gøre sig klart, hvad man reelt kan og vil opnå. Første skridt for den tidligere ejer består derfor i en forståelse, vurdering og afklaring af behov, ønsker og muligheder.
I det følgende beskriver vi de forhold, der erfaringsmæssigt har væsentlig indflydelse på valg af fremgangsmåde ved generationsskifte.




