Er din virksomhed klar til besøg fra SKAT?

De regionale told- og skattemyndigheder skal kontrollere, at AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat bliver rigtigt angivet og betalt, og at virksomheden opfylder sin pligt til at indberette løn mv. Denne kontrol kaldes arbejdsgiverkontrol.

Kontrollen kan ske ved, at virksomheden bliver bedt om at indsende årsregnskaber og bilag til gennemgang hos den regionale told- og skattemyndighed, men foregår for det meste ved et besøg i virksomheden.

Kontrolbesøg skal normalt varsles skriftligt senest 14 dage før besøget. Varslet skal ud over dato, klokkeslæt og sted indeholde oplysning om ret til at lade sig repræsentere/bistå af andre samt hovedformålet med og grundlaget for besøget. Det skal tillige fremgå, at der inden for en nærmere fastsat frist (normalt 7 dage) kan gøres indsigelse mod besøget. Ved uvarslet besøg skal der ved kontrollens begyndelse gives en skriftlig meddelelse med de samme oplysninger, som skal fremgå af et normalt varsel. 

Ved besøget gennemgås årsregnskaberne for de sidste 3-5 år, og der sker en mere detaljeret revision af regnskabet for en kortere eller længere del af perioden.

Den regionale told- og skattemyndighed kan også ønske at kontrollere enkelte lønmodtageres eller lønmodtagergruppers særlige forhold, eller om virksomheden opfylder særlige pålæg om lønindeholdelse mv. Ved denne form for kontrol gennemgår den regionale told- og skattemyndighed normalt kun regnskabsgrundlaget for det konkrete forhold.

SKAT kan anmode personer, der ved et kontrolbesøg skønnes at udføre beskæftigelse hos den indeholdelsespligtige, om at oplyse navn, adresse, fødselsdato, ansættelsesperiode samt løn- og ansættelsesvilkår. De pågældende har pligt til at give de nævnte oplysninger.

De regionale told- og skattemyndigheder har ret til at efterse virksomhedens forretningsbøger og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv., herunder skattekort og andre dokumenter af betydning for kontrollen. Virksomheden skal være behjælpelig hermed.

De regionale told- og skattemyndigheder har også ret til at kontakte lønmodtageren for at afstemme regnskabsoplysningerne.

SKATs personale skal ved besøg i virksomheden kunne legitimere sig. SKATs personale har tavshedspligt om forhold, som de bliver bekendt med under deres arbejde. Tavshedspligten ophører ikke ved ansættelsesforholdets ophør.

Arbejdsgiverkontrollen udfører egentlig kontrol, men yder også vejledning til arbejdsgivere mv.

Hvis du har behov for yderligere information, er du meget velkommen til at kontakte din normale rådgiver hos Deloitte eller et af kontorerne her: