Planer for din markedsføring

Indenfor salg og markedsføring er årsskiftet et oplagt tidspunkt til at se frem på næste års aktiviteter. Forbedringshjulet er betegnelsen for en struktureret fremgangsmåde til at skabe løbende forbedringer. Herved opnår du bl.a., at markedsføringsprocessen kan imødekomme kundens krav og forventninger om et fejlfrit produkt.

Forbedringshjulet kaldes også PDCA-hjulet. PDCA står for:

  • Plan: Planlæg en aktivitet (f.eks. en markedsføringsplan)
  • Do: Gennemfør markedsføringsplanen - udførelse og implementering
  • Check: Lær af markedsføringsplanen - evaluering/måling og vurdering af resultater
  • Action: Korrigér - opfølgning og ændringer

Forbedringshjulet er grundlaget for opbygning og forbedringer af tilbagevendende opgaver. Forbedringer skal planlægges, afprøves, indføres, følges op og fastholdes.

I det efterfølgende vil Plan og Do blive brugt til at beskrive aktiviteter i det nye år. Check og Action kan blive brugt til at beskrive aktiviteter for året der gik.

Har du foretaget evaluering og er kommet med ændringsforslag i forhold til sidste års aktiviteter, så står du med et rigtigt godt udgangspunkt for nogle solide planer for det kommende år.

Planen indeholder typisk:

Produkt
En beskrivelse af produktet kan ske ud fra EFU-modellen, der beskriver de tekniske egenskaber og fordelene sammenlignet med konkurrerende produkter og udbyttet for brugerne.

Visualisering af årsplan.
Dette er et effektivt værktøj til at skabe et samlet overblik over, hvornår de forskellige kampagner skal lanceres, hvornår du skal starte m.v.

Målgruppen skal defineres
Dette gøres, fordi ethvert marked kan deles op i nogle grupper, som har nogle fælles træk i forhold til brugen af dit produkt, og fordi totalmarkedet ofte kan være svært at angribe på en gang.

Markedsanalyser
Kan eventuelt bruges, hvis du mangler viden om kunder og deres behov eller du har indtryk af, at deres behov har ændret sig.

Markedsføring
Du skal vælge hvilke medier, du ønsker at bruge til at komme i kontakt med dine kunder. Der er et væld af forskellige muligheder, herunder: TV, internet, tryksager, direct mail osv. Valg af det rigtige medie hænger tæt sammen med dit produkt, og den sammenhæng dine kunder bruger det i.

Har du disse ting på plads, er det næste skridt at komme i gang!