Hvordan markedsfører du bedst muligt dine produkter til dine kunder? Hvem er dine kunder? Hvordan får du dem i tale? Hvad fænger dem? En marketingstrategi er det kompas, du skal navigere efter på markedet.
Udfordringen ligger i, at markedet hele tiden ændrer sig. De fleste virksomheder overlever ikke, hvis de ikke også ændrer sig. Din marketingstrategi har derfor ingen værdi, hvis du ikke jævnligt reviderer den. Du skal kunne læse markedet; forudse ændringer, identificere trusler og muligheder, og du skal vide, hvordan du vil reagere på dem.
Marketingstrategiens vigtigste elementer
Hvem er kunderne?
Et af de vigtigste elementer i marketingstrategien er din viden om, hvem dine kunder er, og hvilke behov de har. Kunder kan grupperes i segmenter, som hver kan adresseres med forskellige markedsføringsaktiviteter, der specifikt tilgodeser det enkelte segments behov.
Læs også:
Få styr på markedet og konkurrencen
Markedsvilkår ændrer sig hele tiden. Hvis du vil vedholde eller udbygge din markedsposition, skal du hele tiden identificere udviklinger og justere din forretning. Udviklingerne i markedet (især i forhold til konkurrence) er grundlaget for din markedsføringsstrategi. Med udgangspunkt i en analyse af konkurrencen kan du skabe en marketingstrategi, der tager afsæt i dine styrker og passer til kundernes behov.
Din marketingstrategi - indhold
Vigtige spørgsmål når du udvikler din marketingstrategi:
- Hvad ønsker jeg? Sæt klare, målbare og realistiske mål
- Hvad ønsker mine kunder, og hvad er deres behov?
- Hvem er mine mest profitable kunder?
- Hvordan vil jeg adressere de vigtige kunder?
- Hvordan kommunikerer jeg til mine vigtigste kunder?
- Hvad skal jeg forbedre omkring mit produkt for at øge salg og profitabilitet?
- Hvordan vil jeg prissætte mine produkter eller tjenester?
- Hvilken position vil jeg have? Skal jeg være billigst eller eksklusiv? Hvordan differentierer jeg min virksomhed og min ydelse i forhold til konkurrenterne? Kvalitet, leveringssikkerhed, effektivitet eller …?
- Hvem skal sælge mit produkt? Hvordan vil jeg distribuere det?
- Hvordan kan jeg bedst markedsføre mit produkt overfor mine vigtigste kunder?
- Kan jeg teste min markedsføring, så jeg kan afgøre, hvor effektiv den er?
Tips og faldgruber
Start med at lave en SWOT-analyse af din virksomhed (læs om SWOT i næste afsnit). Resultaterne kan du bruge som udgangspunkt for udviklingen af din strategi.
Før du begynder at lede efter nye markeder, så overvej grundigt, hvordan du får det maksimale ud af dine eksisterende kunder. Det er som regel meget billigere at udvikle eksisterende kunder end at skulle finde nye. Du skal derfor også huske tiltag, der kan øge din kundetilfredshed og dermed chancen for, at dine kunder kommer igen.
Faldgruber
- Baser aldrig din strategi på antagelser om dine kunder. Tal med dem og analyser dem
- Ignorer aldrig dine konkurrenter. Hav respekt for, at kunderne kan vælge andre end dig
- Det er en farlig strategi at fokusere på pris alene. Konkurrenterne kan neutralisere dig fra den ene dag til den anden
- Pas på med at basere din forretning på alt for få kunder. Det er risikabelt
- Vær ambitiøs, men realistisk med dine forventninger til vækst. Du skal også kunne gennemføre din plan.
- Pas på med at blive så forblændet af din succes, at du glemmer at udvikle din forretning



