Arbejdsværelse i hjemmet

Som selvstændig erhvervsdrivende kan du under særlige betingelser få fradrag for ud­gifterne til et arbejdsværelse i din private bolig.

Myndighedernes praksis har hidtil været meget restriktiv. Hvis værelset kan anvendes privat, kan udgifterne som udgangspunkt ikke fratrækkes.

Der er dog sket en opblødning for selvstændigt erhvervsdrivende, der udfører arbejde fra hjemmet. Hvis hjemmet er den primære arbejdsplads (kontor), hvis du ikke har adgang til kontorfaciliteter andre steder, og hvis arbejdet for egen virksomhed er den primære indtægtskilde for dig, kan fradraget som regel godkendes.

Det er et krav for at kunne få fradrag for udgifterne til arbejdsværelset, at der er tale om et særskilt lokale, der primært bliver brugt til arbejdet. Familien må kun have meget begrænset adgang.

Selvstændigt erhvervsdrivende, der har andre lokaler til rådighed, herunder lokaler lejet "ude i byen", vil efter den nuværende praksis kun ganske undtagelsesvis kunne opnå fradrag for udgifterne til arbejdsværelse i eget hjem.

Skattemyndighederne vurderer hver enkelt sag konkret.

Nyhedsbrev

Få relevant viden om vækst. Snyd ikke dig selv for disse vitaminer til din virksomhed


Email
Tilmeld