Når du starter virksomhed, er der nogle forsikringer, du skal tegne ifølge loven:
Arbejdsskadeforsikring
Arbejdsskadeforsikring er lovpligtig, hvis du har ansatte i din virksomhed. Den sikrer alle ansatte eller deres efterladte erstatning for ulykke eller sygdom, der skyldes arbejdet eller de forhold, der arbejdes under.
Også skader, der kan forventes inden for den tilskadekomnes arbejdsområde - det kan for eksempel være rygskader, dækkes af arbejdsskadeforsikringen.
Arbejdsskadeforsikringen dækker dog kun skader, der giver varige mén. Midlertidige skader dækkes af arbejdsgiveren og det offentlige efter reglerne om sygedagpenge m.v.
Som selvstændig kan du også tegne arbejdsskadeforsikring for dig selv og for din ægtefælle, hvis han eller hun er medarbejdende i virksomheden. Det er ikke lovpligtigt, men en rigtig god ide at gøre, så du er forsikret mod ulykker i arbejdstiden.




