Bloggen

FinTech 2017: Digital disruption i banksektoren og forsikringsbranchen

FinTech skaber fundamentale ændringer i banksektoren og forsikringsbranchen


I 2016 blev der investeret flere gange i FinTech virksomheder i Norden, end der gjorde i 2014 og 2015 tilsammen, fastslår en ny rapport, og tempoet bliver formentlig ikke sat ned i 2017. I de senere år er der kommet stort fokus på udviklingen i feltet mellem finans og it, hvilket også har gjort det nemmere at starte en virksomhed.


FinTech er sammentrækningen af “financial” og “technology”, hvorfor begrebet benyttes, når man arbejder med at implementere teknologi i den finansielle sektor. På det seneste er FinTech for alvor kommet til at repræsentere teknologier, der sætter fokus på disruption af traditionelle finansielle ydelser som eksempelvis mobilbetaling, betalingsoverførsler, lån og forsikringer.
Et udbredt eksempel er MobilePay, som på kort tid har ændret danskernes betalingsvaner og dermed haft en markant betydning for den almene dansker. Udover at have brugervenlighed og tilgængelighed i højsæde, understregede Danske Banks MobilePay også et af de nye grundvilkår for at drive bank - tempo. Det handler om at være først, og hvis ikke bankerne og forsikringsselskaberne ser den digitale udvikling som en mulighed for at nytænke deres forretningsmodel, står flere FinTech selskaber i kø for at overtage dele af deres forretning.
Dette betyder ikke, at FinTech selskaber kommer til at erstatte de traditionelle udbydere, men at de kommer med nye inputs på produkter, brugervenlighed, salg/distribution, som kan fungere som et supplement til deres produkt.


Banker og FinTech-selskaber har brug for hinanden


Mens de danske forsikringsselskaber stadig er påpasselige med at investere i FinTech, bidrager bankerne i noget højere grad til at skabe gode rammer for særligt de helt små FinTech virksomheder i Danmark. Dette sker blandt andet gennem Copenhagen FinTech, der skaber kontakt og sparring mellem de etablerede virksomheder og start-ups for bedre at udnytte hinandens potentiale.
I stedet for at være tilskuer til den digitale udvikling, vælger de fleste banker heldigvis at omfavne den teknologiske udvikling og samarbejde med tech-virksomheder. En god idé, hvis bankerne i fremtiden ikke vil miste dele af deres forretning og betydning for finansielle transaktioner.
Eksempelvis har Danske Bank etableret en ekstern afdeling kaldet “MobileLife” (populært kaldet “Project X”), der skal innovere bankens forretning med fokus på at kombinere den traditionelle tankegang inden for bank med erfaringer fra andre brancher. Et tiltag, der stiller Danske Bank markant stærkere for 2018, hvor et EU direktiv (PSD2) bryder bankernes monopol på kunders kontoinformation og betalingstjenester. Et andet eksempel er Nordea, der forleden afholdt Open Banking event, hvor de fortalte eksterne udviklere om hvordan deres åbne API’er kommer til at fungere, langt før de reelt behøver at gøre noget jf. PSD2.

 

Forsikringsselskaberne kan lære af bankernes tilgang​​

 

Tilbage til Copenhagen FinTech, har vi her en organisation, der konkret binder tech-virksomheder sammen med etablerede virksomheder på det finansielle marked. De skaber disse forbindelser for at forstærke de danske virksomheders potentiale på et område, der om noget er globalt. Men hvor Copenhagen Fintech er meget fokuseret på bank, grundet stor opbakning fra bankerne, savner jeg stadig at se noget tilsvarende på forsikring. Det er ikke fordi, der intet sker på forsikring (InsurTech), men det er stadig en brøkdel af, hvad vi ser på banksiden. I dag er det f.eks., ifølge Copenhagen FinTech, kun 5 ud af +100 selskaber på den danske FinTech scene der beskæftiger sig med forsikring.
Det ville være oplagt at forsikringsselskaberne lærte af bankerne, og aktivt gik ind og tog del i de start-ups der beskæftiger sig med forsikring, og således finder nye interessante måder at distribuere deres produkter, lave nye produkter, skabe øget kundeloyalitet, tarifere med hjælp fra ny teknologi osv. Samtidig vil det også være fantastisk at se flere entreprenører kaste sig ud i projekteter fokuseret på forsikring, så vi forhåbentligt kan få lidt flere end 5 selskaber på banen og udfordre den måde, vi tænker forsikring på i dag.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.