Hvor højt vil du nå - søgemaskineoptimering på Google

e-akademiet
Skab din hjemmeside
Sælg din hjemmeside
Trim din hjemmeside

Af Jacob Leander Christensen

Vil du gerne helt til tops? På Google ligger den store gevinst i at komme øverst på de almindelige søgeresultater. Det er svært at bestige bjerget, men med meget få virkemidler er du med stormskridt på vej mod tinderne. For jo højere placering - jo større chance for salg.

Men hvordan får man sin hjemmeside til at stå øverst? Søgemaskinerne indplacerer de forskellige resultater af en søgning i forhold til hinanden. Maskinerne fungere efter systemer (algoritmer), der kan være svære at gennemskue. Men der er hjælp at hente her i IVÆKST Akademiet. Læs videre og lær her hvordan du får din hjemmeside til at kravle op ad søgeresultat-stigen. 

Du får her styr på hvad søgemaskineoptimering er, hvad du skal overveje hvis du selv vil søgeoptimere eller hvis du vil købe dig til det. Desuden kommer vi ind på, hvor du kan få mere information. God tur til toppen!

Hvad er søgemaskineoptimering?

Søgemaskineoptimering er direkte oversat fra den engelske betegnelse:

Search Engine Optimization

I daglig tale bruges forkortelsen SEO. Mange er også tilbøjelige til at kalde det søgeoptimering eller søgeordsoptimering.

Søgemaskineoptimering handler om at få en webside så højt op i søgeresultaterne på Google og andre søgemaskiner, som muligt. SEO beskæftiger sig med de almindelige søgeresultater og IKKE om annoncer (de sponsorerede links).

Det handler selvfølgelig om at finde de mest relevante søgeord indenfor din branche, som målgruppen benytter sig af.

Når du skal udføre søgemaskineoptimering er der en masse forskellige parametre, som har betydning for hvilken placering din hjemmeside har på Google, nogle vægter højere end andre.

Disse parametre er del af en avanceret algoritme, som hele tiden ændres. Google fortæller dog selv nogle af de basale ting om hvad de lægger vægt på. Der udføres også mange forskellige tests rundt om i verdenen hele tiden, som afprøver algoritmen, således man mere præcist ved hvad der bliver lagt vægt på.

Ca. 70 % af hele befolkningen laver i dag søgninger på nettet - især på Google.

Forenklet sagt: jo højre placering i søgeresultaterne jo større er chancerne for salg!

Det er altså ikke længere et spørgsmål om du vil være synlig i søgemaskinerne - men om hvor synlig du bliver nødt til at være.

  • Overvej derfor om du selv vil kaste dig ud i SEO eller du vil betale dig fra det!

Læs videre og få brændstof til at træffe afgørelsen.

Gør det selv SEO

Søgemaskinerne har såkaldte "søgerobotter", der gennemgår internettet og finder de sider med mest relevans. Et af de parametre de bl.a. kigger på, er selvfølgelig om der er relevante tekster på hjemmesiden.

Så ved at have nogle gode og unikke tekster om dine produkter og ydelser, vil du kunne nå langt.

Det er bare ikke nok at have nogle gode tekster, for søgerobotterne skal først finde din hjemmeside, og der er andre forhold du skal tage stilling til:

Links

Søgerobotterne finder din hjemmeside ved at følge links. Hvis der ikke er links på andre websteder, som peger på din webside, så finder de den ikke. Glem alt om at tilmelde din side til Google eller de andre søgemaskiner. Det er bedst, hvis de finder den via andre links.

Links fylder utroligt meget i søgemaskineoptimeringen, da det er en af de ting Google vægter højest. Jo flere links der peger på din hjemmeside, desto bedre. Google og andre søgemaskiner bruger links som et slags kvalitetsstempel af siden - hvis folk vil linke til siden, må den jo være god.

  • Find derfor så mange samarbejdspartnere, leverandører, kunder eller andre som muligt der gerne vil linke til din hjemmeside!

Søgeord

Inden du kan påbegynde søgemaskineoptimeringen skal du have fundet ud af hvilke søgeord du vil optimere til. Nogle søgeord er langt mere populære end andre, så det er vigtigt at du optimerer omkring relevante søgeord.

For at finde ud af hvilke søgeord der er flest søgninger på, kan du bl.a. benytte et gratis værktøj Google stiller til rådighed for AdWords kunder:

  • Find populære søgeord og gør dem relevante samt unikke i forhold til dit produkt.

META og TITLE tags

Hvis din hjemmeside er bygget op om et nyere opdateret CMS system, har du måske mulighed for at lave såkaldte unikke META tags og TITLE tags.

META tags er den samlende betegnelse for beskrivelsen af det indhold, der er på siderne på din hjemmeside.

TITLE tagget bliver vægtet relativt højt af søgemaskinerne. I TITEL tags har du mulighed for at skrive nogle af dine vigtigste søgeord i en sammenhængende tekst. Bemærk du kun har ca. 67 tegn til rådighed.

Disse tags bliver vist to steder:

  • øverst til venstre på siden (typisk ved siden af søgemaskinens logo)
  • i overskriften i søgeresultaterne (brugt som link)

Her ser du et eksempel på hvor TITEL tagget "Gode Råd og Tips til SEO / Søgemaskineoptimering / Søgeoptimering" optræder:

 

Hvis du ikke har mulighed for selv at lave disse tags, kan du bede dit webbureau om at hjælpe dig.

Der findes mange META tags, men der er faktisk kun ét som er rigtigt vigtigt. Det er Description, som er den beskrivelse du ser ude på Google under hvert søgeresultat. I ovenstående billede er Description de to linjer med sort tekst der står over den grønne web-adresse.

Description må være ca. 160 tegn og skal være unik for hver enkel side på hjemmesiden.

Et andet kendt META Tag, er Keyword. Dette tag bruges dog ikke af de store søgemaskiner, men for god ordens skyld kan du skrive få, unikke søgeord til hver enkelt underside.

Hold øje med konkurrenterne

Når du har fundet dine primære søgeord og du har prøvet at rette i dine tekster, lave unikke META og TITEL tags og fået lidt indgående links, er det selvfølgelig en god idé at se hvad dine konkurrenter gør.

  • Find nogle af de hjemmesider som altid ligger foran dig i søgeresultatet.
  • Se på deres tekster, Descriptions og led især efter hvor de får links fra - ofte kan du også få links fra samme hjemmesider.

Du kan se hvor mange indgående links en hjemmeside har her: http://sitexploration.com/

Køb af SEO ydelser - PAS PÅ!

Har du indset at du ikke har lysten, tiden eller kompetencerne til at udføre søgemaskineoptimering selv? Eller prioriterer du at bruge dine kræfter på kerneforretningen og lader andre om markedsføringen?

Mange af at hjælpe kunder til tops i søgemaskinerne, men der findes desværre en del brodne kar i branchen for SEO og andre former for online-markedsføring. Læs dette blogindlæg og find ud af, hvordan du tjekker om SEO-firmaet har ren mel i posen: http://www.thomas-rosenstand.dk/seo-tjekliste

Bliv klogere

Ved at læse Googles retningslinjer kan du få en grundlæggende forståelse for hvad de vil have og hvad de ikke vil have.

NB: På konkurrenceprægede søgeord er det bare umuligt at overholde alle deres retningslinjer og især indenfor linkbuilding (dvs. skaffe indgående links).

Link til retningslinjerne: http://www.google.com/support/webmasters/

Du kan også læse Jacob Leanders blog http://www.jacob-leander.dk/,hvor der bl.a. har anmeldt alle danske SEO bøger.

Hvis der er SEO-ord du ikke forstår, kan du finde forklaringer her:

http://www.onlinemarketing.dk/seo-ordbogen.html

  

Forfatteren

 

Jacob Leander Christensen

 

Navn: Jacob Leander Christensen

Jacob Leander Christensen er uddannet Multimediedesigner og Web marketing Manager. Han har sit eget firma der beskæftiger sig med online markedsføring, som f.eks. søgemaskineoptimering.

Udover at hjælpe egne kunder, arbejder han også freelance for flere større danske reklamebureauer og ind imellem skriver han artikler om emner omhandlende Google og markedsføring på nettet.

Hans firma hjemmeside er www.jau.dk og han blogger på www.jacob-leander.dk

Nyhedsbrev

Få relevant viden om vækst. Snyd ikke dig selv for disse vitaminer til din virksomhed


Email
Tilmeld
[1] Error