Af Nynne Vidgren og Maja Topsøe-Jensen.
Som en nøgle i en lås skal kunde og produkt passe sammen. En kunde, der leder efter et produkt på internettet, er meget målrettet. Alt, der ikke opfylder hans behov, er uinteressant.
Find et system der udelukkende tiltrækker kunder med behov for dit produkt og du vil få succes på nettet. Google AdWords er sådan et system. Dets er nøglen til at finde kunder, der køber. Og én af dets funktionaliteter hedder pay-per-click.

I denne lektion på IVÆKST Akademiet får du information og vejledning i at slå dørene op på vid gab over for dine relevante netkunder. Vi gennemgår her:
- Hvad pay-per-click (ppc) er.
- Hvad du skal gøre for at optimere din Google AdWords-markedsføring.
Nøglen til at få kunder
Ideen bag ppc er ganske enkel:
Du betaler kun for de kunder, der er interesserede i dit produkt - dvs. dem, der klikker ind på din hjemmeside.
Ppc svarer til en avisannonce, hvor du kun betaler for de læsere, der vælger at læse annoncen, og som efterfølgende ringer til dig for at høre mere om dine produkter. Denne annonceform har masser af fordele for dig, som vi gennemgik i forrige lektion.
Google AdWords er sådan et ppc-system. Du betaler kun for det klik, dine kunder foretager sig, når de vælger at se nærmere på dit produkt/din hjemmeside. Du betaler altså ikke for at få din annonce vist! Det betyder, at:
Trafik på din hjemmeside er godt, men ikke målet i sig selv.
Derfor skal din AdWords-markedsføring kun henvende sig til kunder med behov for dit produkt. Du skal have dine kunder til at konvertere deres klik til køb eller anden handling, som f.eks. en online-bestilling eller tilmelding til dit nyhedsbrev
Over tid skal du holde øje med, at denne annonceform kan betale sig for dig.
- Sørg for, at du ikke kommer til at betale en for høj pris pr. kunde. Dvs. at din indtjening pr. klik (konvertering) skal være højere end de samlede udgifter til din Google AdWords-konto.
NB: Husk dog, at det kan tage lidt tid at finde de rigtige ord og sætninger, der taler direkte til dine kunder. Gør dig selv den tjeneste at arbejde systematisk med AdWords igennem en periode, før du træffer beslutningen om, du vil fortsætte med denne markedsføringsform eller ej. På din AdWords-konto kan du se detaljerede statistikker over, hvordan dine kunder har opført sig i forhold til din AdWords-markedsføring. Disse statistikker vil hjælpe dig til at finde ud af, hvad der virker og ikke virker i forhold til lige præcis dine kunder.
Få flest kunder med ppc

For at få flest mulige kunder ud af din AdWords-markedsføring er der nogle forhold, du skal være opmærksom på:
- Søgeord
- Annoncetekst
- Landing page
Søgeord: Hvis du vælger de rigtige søgeord og kombinationer af søgeord i AdWords, kan du holde dine omkostninger på et meget lavt niveau. Vælg ikke meget generelle søgeord - det kan vildlede kunderne.
I forrige lektion gennemgik vi, hvad søgeord, annoncetekst og geografi betyder i forhold til AdWords, og hvordan du gennem disse områder kan optimere sin søgning.
Læs også:
Nu berører vi kort emnet med et eksempel:
Lad os antage, at du sælger rengøringsmidler.
Din potentielle kunde skriver: rengøringsmidler i søgefeltet på Google og får rigtig mange visninger, deriblandt dine produkter. Men du sælger i virkeligheden økologiske rengøringsmidler til industrirengøring, og denne kunde søger et billigt rengøringsmiddel til sin en-mands virksomhed.
Hvis kunden klikker på din annonce, finder han ud af, at du ikke dækker hans behov. Hans besøg på din hjemmeside vil da være en udgift for dig og til gene for kunden.
Derfor er det utrolig vigtigt at være præcis i din beskrivelse af dine produkter eller de servicer, du yder.
Annoncetekst: Du skal målrette din annoncetekst og opfordre kunden til at gøre noget - call to action. Her er forskellige forslag til call to action:
- Klik her, og køb nu!
- Klik her, og bestil nu!
- Klik her, og skriv dig op nu!
- Klik her, og kontakt os nu!
Det er vigtigt, at du over for kunden indikerer, at dette tilbud gælder lige nu og her.
For at kunne målrette din annoncetekst er her nogle gode overvejelser at gøre sig:
- Hvorfor skal en kunde vælge din side i forhold til en konkurrents?
- Er der nogle ekstra features ved din hjemmeside, som gør den speciel og attraktiv?
- Skal kunden vide noget bestemt om din virksomhed?
- Er det gennemskueligt, om annoncen handler om at få tilmeldinger til et nyhedsbrev eller bestille en vare online?
- Er det relevant her at finde information om dig og din virksomhed, eller er det produktet, der skal promoveres?
- Virker annonceteksten troværdig og sammenhængende?
Der er flere gode tips at hente til annoncetekst i lektionen:
Landing page: Landing page er den side, som bliver vist for din kunde, når han klikker på dit link i Google-visningen.
Den vigtigste overvejelse om din landing page er:
- Hvad er formålet med min landing page?
Vil du have folk til at købe et bestemt produkt, foretage en bestilling eller tilmelde sig et nyhedsbrev? Din landing page skal med det samme svare på det behov, som kunden har. Hvis du lykkes med dét, kan du sandsynligvis få kunden til at handle med det samme.
Lad os igen antage, at du sælger rengøringsmidler via nettet.
I AdWords-annoncen reklamerer du for et økologisk gulvvaskemiddel til trægulve. En kunde klikker på dit link og kommer til forsiden på dit site - der i dette eksempel er din landing page. Nu skal kunden til selv at lede efter det præcise produkt, han skal bruge!
Det tager for lang tid og er for uoverskueligt. Han opgiver med det samme og klikker tilbage til Google-søgningen for at finde en anden leverandør.
NB: På nettet er kunden kun et klik fra at vælge konkurrentens produkt i stedet for dit!
Annoncerer du for et bestemt produkt, skal du derfor lede kunden direkte til denne produktside, hvor han kan bestille din vare. På denne side kan der så samtidig være mulighed for at tilmelde sig dit nyhedsbrev og evt. få tilsendt gode tilbud fra dig løbende.




