
Vibeke Nørlys iværksætterdrømme trængte sig på, da hun efter en alvorlig arbejdsulykke var sygemeldt i længere tid. I november 2005 overtog hun sammen med sin mand det nuværende Dania Vikar & Rekruttering, som på rekordtid har mangedoblet sin omsætning. Vibeke Nørly fortæller her om sine erfaringer med at springe ud som selvstændig:
Fra ny start til rekordvækst
Jeg startede faktisk op på grund af en arbejdsulykke på en tidligere arbejdsplads. Den resulterede i, at jeg blev næsten helt immobil og derfor var sygemeldt i meget lang tid, jeg mistede det job, jeg kom fra, og i det hele taget skulle jeg starte helt forfra. Jeg gik derhjemme i et stykke tid, men det kunne jeg jo ikke holde ud i længden.
Jeg har aldrig været typen, der sidder med hænderne i skødet, og det havde jeg heller ikke tænkt mig at blive, så jeg tænkte over, hvad det sjoveste job, jeg havde haft var. Jeg kom frem til, at det var, da jeg var personalekonsulent i Attention. Derfor lå det lige for at starte et vikarbureau. Faktisk har jeg haft forretningsplanen liggende siden 1988, men der skulle altså en langtidssygemelding til, før den blev realiseret.
Vi, min mand og jeg, var nødt til at finde noget, som var til at klare for mig, og det var urealistisk at starte et bureau helt fra bunden, så det var helt oplagt at overtage Dania Vikar, da vi opdagede, det var til salg. Vi bød ind med vores forretningsplan, og de syntes, vi havde nogle spændende businessideer. Vi vandt faktisk handlen, på trods af at vores tilbud blev overbudt på målstregen.
Vi havde lagt en forsigtig plan, rent vækstmæssigt. Vi ville lige se tiden an i forhold til ansættelser osv., så i starten var vi kun min mand og mig, men det første år gik helt fantastisk, over al forventning. Det er gået utrolig hurtigt, vi nåede vores treårsplan i løbet af det første år og måtte derfor hurtigt i gang med at tænke i vækst. Indtil videre har virksomheden haft en vækst på 700 %, siden vi overtog, og vi har åbnet to nye kontorer. Hvis vi når vores mål for i år, har vi tidoblet vores omsætning. Det er da rimelig godt.
Generationsskifte frem for nyopstart
Det var utrolig spændende at overtage en eksisterende virksomhed og udvikle på den, men selvfølgelig melder der sig nogle naturlige spørgsmål: Bliver kunderne efter et generationsskifte? Har vi det, der skal til for at føre virksomheden videre?
Kunderne er blevet. Vi havde en fantastisk overdragelse fra de gamle ejere, hvilket har betydet meget. Da handlen var i hus, tog de med ud og besøgte eksistererende kunder og satte dem ind i overdragelsen og præsenterede os som nye ejere. Det hjalp os hurtigt ind på livet af de eksisterende kunder, og det kunne næsten ikke være gået lettere.
Der kommer stadig nye kunder til hver uge, så ud over at bevare den eksisterende forretning, har vi også meget hurtigt skullet tænke i vækst. Vi havde som sagt planer om, at tingene ville udvikle sig langsommere, end de har gjort, i starten, så det har været nødvendigt at ansætte løbende og planlægge, som tingene er kommet.
Den svære opstartsfase
...har i vores tilfælde været let. Jeg synes ikke rigtig, vi har mødt nogle store udfordringer. Økonomisk har der selvfølgelig været nogle ting, der lige skulle på plads, før det kunne lade sig gøre - vi måtte ud og sælge al vores løsøre, campingvogn og sådan noget, belåne vores hus og optage et banklån, det tog jo noget tid. Men vi var indstillet på at satse alt, fordi vi troede på vores forretningside. Det kræver, at man sætter sin privatøkonomi på spil og krydser fingre for, at alt går, som det skal.
Vi har også haft god rådgivning i opstartsfasen. Bl.a. har Erhvervssparring Helsingør været rigtig gode til at rådgive, og vi har brugt vores netværk, advokat og revisor. Vi har også haft gode muligheder for finansiering. Vi havde tre bankrelationer at vælge imellem og valgte så den hurtigste og bedste, selvfølgelig.
Det bedste og det værste ved at være selvstændig
Det bedste er, at man er sin egen chef. Nu har jeg jo brug for nogle fleksible forhold i forhold til at skulle håndtere min sygdom. Her har det været godt selv at kunne sætte rammerne. Der er utrolig meget frihed i det, og det hjælper jo også at have nogle helt fantastiske medarbejdere, som man nyder at arbejde sammen med hver eneste dag. Det her er virkelig det bedste, jeg har gjort. Jeg brænder fuldstændig for det.
Jeg synes ikke, der er noget "værste" ved det, men den største udfordring er at holde fokus. Jeg synes, der er så utroligt mange gode ideer, som vi gerne vil realisere, så nogle gange er det en kunst at holde tungen lige i munden. Vi er dog også meget innovative og tilretter mange ting efter kunderne. Det er vigtigt, at alle kan få lov til at udleve drømme og ideer. Vi tror på vores forretning, så vi har ingen udgifter - kun investeringer.
Fremtiden? Ja, på sigt vil vi jo gerne være landsdækkende, det kunne da være fedt, men nu tager vi en ting ad gangen, og så må vi se. Indtil videre har vi åbnet vores tredje kontor, så det går helt sikkert den rigtige vej.
3 gode råd til dem, der går rundt med iværksætterdrømme
-
Tror du på det, så skal du bare føre det ud i livet. Hvis man tror på sine visioner, kan man bygge Rom.
-
Hvis du har en bank eller en rådgiver, der ikke tror på det, du vil, så er det bare ikke den rigtige rådgiver - skift ham/hende ud. Hold fast i din vision, drop forhindringerne.
-
Det er ikke sikkert, at chancen kommer igen, start op mens du brænder for det. Hvis du gør det, mens energien og lysten er der, er der meget større odds for, at det lykkes, for der er en kæmpe drivkraft i det i sig selv. Kast dig ud i det - verden er til for at leve i.