Af Jacob Leander Christensen
Der er mange ting, du kan optimere på, når det handler om din hjemmeside og andre former for online markedsføring. Der er ikke en fast regel for, hvad der virker bedst, da der er vidt forskellige virkemidler i forskellige brancher og målgrupper.
I denne artikel får du praktisk vejledning og tips til, hvordan du optimerer din online markedsføring. Derefter er det bare at smøge ærmerne op og komme i gang.
For det handler om at finde din "opskrift" på succes ved at teste og optimere hele tiden.
Hvis du f.eks. har fundet ud af, at en AdWords-annonce har en klikfrekvens på 7 %, når der til sidst i annoncen står "Bestil her", kan det være du skulle prøve at lave en tilsvarende annonce, hvor der i stedet står "Bestil her!". Efter lidt tid finder du måske ud af, at den nye annonce har en klikfrekvens på 8 %.
Sådan kan du fortsætte, så du får dine kampagner til at performe bedst muligt.
Konverteringsbegrebet
Om du har en webshop eller en hjemmeside, handler det altid om at få gennemført en eller anden form for konvertering.
Hvis du ikke har et klart mål med, hvad brugeren skal gøre, når personen kommer ind på hjemmesiden, skal du til at få det!
Hvis du driver en webshop, er det rimeligt klart, hvad hovedmålet er. Det er selvfølgelig at få brugeren til at lægge nogle varer i kurven og gennemføre et køb.
Har du en anden webside, kunne det også være at få brugeren til at tilmelde sig en nyhedsmail eller at kontakte dig. En konvertering er altså lig med f.eks. et salg, et nyhedsmail-signup eller at blive kontaktet.
I næste artikel vil jeg vise, hvordan du måler, hvor effektiv din hjemmeside er:
Mål din succes og bliv endnu bedre!
En effektiv landingsside
Landingssiden er den side, brugeren lander på, når personen f.eks. har klikket i søgeresultatet og landet på din side, eller via en AdWords-annonce. Mange laver den fejl, at alle AdWords-annoncer peger til forsiden. Dette er bl.a. en af grundene til, at mange ikke oplever succes med annoncering på Google.
En af grundreglerne for, hvad en effektiv landingsside er, at den skal være relevant for brugeren.
Har personen søgt efter en "Støvsuger model 22", skal brugeren ikke komme ind på forsiden, men derimod direkte ind til produktet (her altså støvsuger model 22). En grundregel for netbrugere er, at de er dumme og dovne. Derfor vil en meget stor procentdel ikke gide klikke sig igennem produktmenuen, for at finde den pågældende støvsuger.
Men det er ikke nok bare at linke direkte til produktet. Du har meget få sekunder til at overbevise brugeren, at han er landet det rigtige sted. Derfor er det vigtigt, at:
-
overskriften er sigende
-
at søgeordet fremstår i brødteksten
-
at der er et godt billede af produktet
Hvis du nu er så heldig, at brugeren vælger at blive på din side og ikke klikker på den meget famøse "tilbage-knap", skal du have den potentielle kunde til at konvertere. I dette tilfælde er det en webshop, så brugeren skal selvfølgelig have lagt produktet i kurven.
NB: Sørg derfor at have en tydelig "læg i kurv"-knap.
Mange webshops skriver lange produktbeskrivelser for søgemaskinernes skyld, men ofte er købsknappen placeret under teksten, og på den måde vil knappen ikke kunne ses "above the fold", dvs. uden at skulle scrolle nedad på siden. Her vil en stor del allerede give op og finde en anden shop at købe støvsugeren på.
Købsforløbet
Hvis du har været så heldig at få brugeren til at lægge produktet i kurven, og du måske har sørget for at skabe et mersalg og solgt støvsugerposer, gælder det nu om at få guidet brugeren let og elegant i gennem det obligatoriske købsforløb, hvor der er nogle steps, der skal udfyldes.
NB: Her handler det om at have nogle synlige knapper der guider brugeren videre til næste step.
Nogle e-købmænd har bl.a. god erfaring med at fjerne dele af hjemmesiden, der blot er forstyrrende elementer. Det kunne f.eks. være produktmenuen, tilbud mv.
AdWords-optimering
For at optimer dine AdWords kan du bl.a.:
-
Teste dine AdWords-annoncer ved at opsætte to forskellige i samme annoncekategori og derfor sammenligne, hvilke der performer bedst på bl.a. CTR (klikfrekvensen).
-
Sætte salgssporing til dine AdWords og på baggrund af disse data se, hvilke annoncer, der bedst konverterer til et salg.
-
Holde øje med de enkelte søgeord. Her vil du med garanti blive overrasket over, hvilke søgeord, der konverterer til salg, og hvilke, der ikke gør. De søgeord der ikke skaber et eneste salg, skal måske slettes og nye skal prøves af.
Du kan læse mere om hvordan du sætter salgssporing op her.
Nye søgeord
Der findes flere metoder til at finde nye søgeord, som du kan teste med AdWords.
Google har et søgeordsværktøj, der kan fortælle lidt om søgevolumen på et givent søgeord, men også hjælpe med at finde alternative søgeord.
Det finder du her.
Undersøgelser viser, at en stor del af brugerne på en hjemmeside ikke benytter navigationen, men blot søger med den interne søgemaskine. Derfor vil du kunne hente en masse inspiration til nye søgeord. I Nogle CMS- og shopsystemer (Bl.a. Webshop2 fra ScanNet) er det muligt at se statistik over hvilke søgeord, brugerne har benyttet i den interne søgemaskine på hjemmesiden.
Har du ikke denne mulighed i dit system, kan du i Google Analytics også sætte den op til at tracke den interne søgemaskine. Det hedder Webstedssøgning.
Her finder du en guide til, hvordan du går i gang.
Læs videre om, hvordan du måler din succes.