Af Nynne Vidgren og Maja Topsøe-Jensen
Kender du ærgrelsen over at mangle en enkelt lille detalje for at lykkes? De færreste synes, det er rart. I markedsføring kan detaljen have meget store konsekvenser for dit salg. Læs videre her, hvis du gerne vil ramme plet med din AdWords-kampagne - og kom tættere på hole-in-one.

Denne lektion vil tage dig igennem de vigtigste overvejelser, du skal gøre dig, inden du skyder din AdWords-kampagne i gang. Du får også gode råd og trin-for-trin-guides til den praktiske del af kampagneoprettelsen og meget mere. Denne lektion bringer din AdWords-kampagne tættere på målet og rydder frustrationerne af banen.
Andre spillere på banen
Inden du starter din første kampagne, er det en god idé, at du orienterer dig om konkurrenternes annoncer og hjemmesider:
- Find dine konkurrenter på nettet.
- Undersøg deres hjemmesider.
- Læs deres annoncetekster.
- Afdæk, hvilke produkter/ydelser de sælger.
- Læg mærke til, hvad de ellers tilbyder deres kunder (er der f.eks. gratis levering, 20 % på varer i en bestemt måned eller et "køb-10-betal-for-9"-tilbud?)
- Sæt dig selv i kundernes sted - hvor ville du som kunde handle og hvorfor?
Når du har afdækket alt dette, har du brændstof til at træffe vigtige beslutninger om din kampagne:
-
Hvordan kan du skille dig ud på en relevant måde i forhold til dine kunder?
-
Hvilket produkt vil du markedsføre gennem kampagnen?
Vi anbefaler, at du starter med at lave en kampagne for dit vigtigste produkt. Desuden vil vi råde dig til at være meget specifik om det produkt, du vælger at markedsføre.
Sælger du f.eks. artikler til kæledyr, og er dit mest populære produkt hundekurve af kokosfiber, ville det være nærliggende at starte med at lave en kampagne om netop hundekurve af kokosfiber.
Svarene på ovenstående to spørgsmål er vigtige, når du skal oprette en kampagne - dvs. vælge det geografiske område, du vil sælge i, lave budget, skrive annoncetekst, finde søgeord osv.
Næste afsnit guider dig igennem den praktiske del af kampagneoprettelsen.
Har du brug for lidt mere information, inden du går i gang, kan vi anbefale denne korte film på engelsk. Her vil du også blive gjort opmærksom på nogle af de forhold, du skal tænke over, når du opretter en kampagne.
Dit første slag på banen
For at kunne oprette en AdWords-kampagne skal du have en Google AdWords-konto.
(Hvis du ikke har en konto endnu se evt. Flyvende fra start med AdWords - sådan! )
Her er steps og gode råd til oprettelse af din første AdWords-kampagne1:
-
Log ind på din AdWords-konto.
-
Klik på Opret din første kampagne.
-
Du skifter til fanen Indstillinger for din kampagne, hvor du kan begynde at vælge dine kampagneindstillinger.
-
Navngiv din nye kampagne, og vælg derefter dine andre indstillinger: målgruppens sprog og geografisk område, netværksindstillinger, indstillinger for budgivning og budget og andre af de avancerede indstillinger. Se gode råd til disse spørgsmål herunder. Klik derefter på Gem og fortsæt.
Et par gode råd til dine kampagneindstillinger:
-
Find et let og nemt genkendeligt kampagnenavn - det er kun til eget brug!
-
Vælg geografi ud fra lande, områder og byer, som har relevans for dine varer eller tjenester. Hvis du f.eks. har en frisørsalon i Odense, så begræns din visning af annoncen til Odense og omegn.
-
Målret dit sprog til din målgruppe. Det er en god idé at vælge samme sprog i din kampagne som i din annonce.Har du kunder i udlandet, så opret flere kampagner med forskellige sprog.
-
Vælg de netværk, hvor du gerne vil have, din annonce bliver vist. Vælg dem alle (almindelige Google-søgesider, display-netværk, iPhones osv.), medmindre du har grund til at vælge nogle netværk fra.
-
Budgivning er den funktion, der styrer dine omkostninger. Det er den pris, du er villig til at betale pr. klik. Du kan vælge, at denne pris tilpasses automatisk inden for dit budget, eller du kan gøre det manuelt ud fra, hvad du tror, hvert klik er værd for dig.
-
Dit budget er det maksimumbeløb, som du vil bruge hver dag. Hvis beløbsgrænsen nås, stopper din annonce med at blive vist indtil næste dag.
-
Følg de øvrige vejledninger på skærmen til indtastning af dine annoncer, søgeord og placeringer.
NB: Længere nede i denne lektion finder du guidelines til, hvordan du vælger annoncetekst og søgeord.
Når du er færdig med at oprette din kampagne, kan du til enhver tid ændre indstillingerne eller opdatere indholdet ved at klikke på fanen Indstillinger.
Instruktiv præsentation til oprettelse af en kampagne finder du her (Se filmen herunder eller i nyt vindue):
(Spring evt. direkte til slide 11, hvis du kun er interesseret i en guide til oprettelse af kampagne.)
Dit særpræg sælger
En annoncetekst er den korte tekst (fire linjer), dine potentielle kunder ser, når de søger efter dine tjenester eller produkter. Du skal igennem din tekst fortælle mest muligt om dit produkt og måske tilføje et tilbud, som kan få dine potentielle kunder til at klikke på din hjemmeside.
I de tidligere lektioner: Stop gemmelegen - med Google AdWords finder kunderne dig! og Find kunder, der køber - pay-per-click behandlede vi også søgeord og annoncetekst. Så gør dig selv den tjeneste at supplere din viden ved at gennemgå disse lektioner også.
Din første annonce bør som sagt fokusere på dit vigtigste produkt eller tjeneste. Du har mulighed for at oprette flere annoncer, så tit du vil, men det kan være godt at lægge ud med et enkelt produkt. Annonceteksten hos AdWords har fire linjer du kan udfylde:
Desuden skal du overveje flg. forhold:
Et eksempel på en god annoncetekst, som opfylder de forhold, vi netop har beskrevet for dig, kunne være:
|
8 MegaPixels Kameraer |
(overskrift og link) |
|
10 % Rabat På Digitalkameraer |
(beskrivelseslinje 1) |
|
Gratis Levering, Køb I Dag |
(beskrivelseslinje 2) |
|
www.KameraButikOnLine.dk |
(annonceret web-adresse) |
Her kan du se en kort film om, hvordan man skriver annoncetekster, der virker:
Søgeord er madding
Dine søgeord skal matche de søgeord, som kunderne taster ind i søgefeltet, når de ønsker dit produkt. Som madding skal søgeordene lokke relevante kunder til. Sørg for, at dine søgeord er relevante og passer specifikt til din annonce. De skal fortælle klart om dit produkt. På den måde er det kun kunder med behov for dit produkt, der klikker sig ind på din hjemmeside for at købe.
Sæt dig selv i kundernes sted.
-
Hvilke ord ville du skrive, hvis du skulle finde produktet på Google?
Et enkelt søgeord kan tit blive for generelt, så lav nogle sammensætninger på to-tre søgeord. Husk at lave variationer af navneord, så du både har ental, flertal, bestemt og ubestemt form af navneordet, repræsenteret i dine søgeord. Du kan også bruge synonymer og produktnavne som søgeord. Når du opretter en kampagne, finder du en liste med søgeord i AdWords, som du kan vælge at bruge som inspiration.
Når du har valgt mellem 10-20 søgeord, skal du klikke på revurder søgetrafik for at få en vurdering af, hvor mange klik pr. dag du kan regne med at få ud fra følgende parametre:
-
Dine valgte søgeord
-
Dit daglige budget
-
Din maksimale budpris pr. klik
Du kan nu vurdere, om du skal tilpasse nogle af dine indstillinger.
Når du starter kampagnen, går der lidt tid, før du kan vurdere, om din kampagne har genereret afkast. Læs mere om optimering af din kampagne i sidste afsnit i denne lektion.
Læs og få yderligere råd samt vejledning om søgeord her: Søgeord - Hjælp til AdWords
Rammer du plet, eller skyder du i blinde?
Når du har oprettet en eller flere kampagner, er det meget vigtigt, at du IKKE læner dig tilbage og tror, at de passer sig selv. Du skal holde øje med den/dem jævnligt, så du kan tilpasse dine søgeord og annoncetekster - ellers risikerer du, at kampagnen rammer ved siden af! Og jo flere kampagner du har, jo mere tid skal du bruge på optimeringen.
For ikke at tilpasse dine kampagner i blinde skal du bruge informationer om, hvordan folk opfører sig på din hjemmeside. I første omgang er det vigtigst at vide:
-
Hvor mange klik en kampagne genererer.
-
Hvor mange af disse klik der fører til den handling, du ønsker - også kaldet konvertering.(Det kan være: køb, bestilling, tilmelding til nyhedsbrev etc.).
Du kan nemt holde øje med antal klik på en annonce, for du betaler pr. klik og kender din klik-pris.
For at kunne holde øje med, hvor mange klik der fører til handling, kan du opsætte en sporingskode.
Sporingskoden kan sættes op på følgende måde:
-
Klik på Rapportering.
-
Klik på Konverteringer.
-
Klik på Ny Konvertering.
-
Vælg navn til Sporingsmål, og vælg, hvilket formål sporingen har.
-
Angiv yderligere detaljer om siden.
-
Klik på Gem og få kode.
-
Kopier koden.
-
Sæt koden ind på din websides "Tak for dit køb/bestilling/din tilmelding"-side.
Hvis du gør dette, har du givet dig selv et effektivt overvågningsredskab. Du kan nu nemt se antallet af konverteringer på hver enkelt kampagne, pris pr. konvertering, hvilke søgeord der har genereret hvad osv.
Undervurder ikke vigtigheden af disse informationer - de er altafgørende i forhold til at få mest muligt ud af dine markedsføringspenge.
Alternativt kan du bruge Google Analytics til sporing. Google Analytics er et webtracking-værktøj - dvs. et redskab, der holder øje med trafik på hjemmesider. Dette er dog en mere omfattende løsning, som vi gennemgår i IVÆKST Akademis 3. modul - Trim din hjemmeside.
NB: Hold i det hele taget øje med dine kampagner. For en gang imellem kan det ske, at en kampagne ikke bliver aktiveret, at du er kommet til at bruge søgeord med copyright, eller at din sporingskode er defekt, så du skal sætte den op igen.
1. Info hentet og citeret delvist fra http://adwords.google.com/support/aw/bin/topic.py?hl=da&topic=16077